Min Historie

Læs hele min historie

Min barndom

Helt fra barnsben har jeg været en meget følsom sjæl, som kunne se og mærke energier. Jeg havde en fantasi ven i mange år og optog samtaler på min lille kasettebånd afspiller i håbet om, at andre mennesker – især mine forældre – kunne høre den leg og de samtaler, som har været mellem mig og de venner, som kun få kunne se. Jeg havde en stor frygt for at falde i søvn alene i et rum, da jeg allerede dengang mærkede, at energierne i rummet blev meget tydelige om natten.

Jeg har op igennem livet følt mig meget ensom. Som om at jeg gik sammen med en masse mennesker, som jeg ikke kunne regne ud. Som talte grimt til og om mig. Som udelukkede mig fra fællesskabet. Som så verden på en helt andet måde end mig og som blev provokeret af min meget kærlige måde at være på. Jeg havde meget få venner og de fleste venner lokkedes nemt væk fra mig, når andre sladrede om mig. Det er som om, at de så mig som en form for konkurrent eller farlig og jeg kunne virkelig ikke forstå det.

Starten på min karriere

Som voksen starter jeg en karriere som elev i Realkredit Danmark. Jeg ville egentlig gerne have været folkeskolelærer eller designer, men jeg fik tilbudt en elevplads som en ud af 2500 ansøgere og så synes min far, at jeg skulle sige ja. Og det gjorde jeg så.
Jeg oplever for første gang at være i en verden med meget kontrol. At alt opsættes i skemaer og bokse og vurderes ud fra det. Og jeg oplever til min store skræk at voksne også kan mobbe. Jeg er elev i København og kvinderne på kontoret vil ikke lære mit navn. Når de holder kvinder komsammen, og jeg er den eneste i afdelingen, som ikke inviteres. Jeg er dybt ulykkelig og føler mig så fastlåst. Bange for at skuffe især min fars forventninger til mig. Bange for at træde ved siden af. Så jeg bliver der. Halvvejs i min lærertid får jeg virkelig dårlig mave under kæmpe møde og jeg tager hjem derfra. Det er virkelig skamfuldt. Men jeg så ikke en anden udvej end at tage hjem.

Da jeg en lille måneds tid senere skal til et møde igen, så går min mave igen amok. Jeg kan næsten ikke sidde stille. Går fuldstændigt i panik, men jeg bliver der. Tanker, følelser og skam raser rundt i min krop. Hvorfor kan jeg ikke bare være ligesom alle andre? De må synes, at jeg er ulækker, sær, svag og mange andre tanker kører igennem mit hoved. Jeg kæmper næsten dagligt en kamp med det, som kaldes social angst – noget jeg først finder ud af 5 år senere. Jeg hutler mig igennem livet og har det sååå svært indeni.

Samtidig møder jeg den mand, som jeg bliver gift med og får to skønne døtre med. Han kender min historie næsten fra dag et. Men jeg har hele tiden i baghovedet, at jeg er heldig, at en kan elske mig, når jeg er anden sortering. At jeg er heldig, at der er en, som kan elske mig med alle de fejl, som jeg har. Så det at være ærlig og tale min sandhed og sige noget, når jeg bliver ked af det. Det er noget, som jeg har sååå svært ved. Af frygt for at blive valgt fra ved bare at være mig.
Som helt lille sagde jeg altid, at jeg får 2 piger, når jeg er 27 år og det gik sjovt nok i opfyldelse.

Jeg prøver at finde en retning i livet
Jeg skifter imellem jobs i den finansielle verden og har nogle vikariater, indtil jeg en dag ser en mønster. Jeg får hele tiden tilbudt jobs, når jeg er til samtale, men jeg siger nej til jobbet. Jobcentret sætter mig stolen for døren og siger – enten tager du et job i kommunen fra i morgen eller så skal du sygemelde dig.

Sygemeldingen var en gave for mig. For i mit stille sind havde jeg altid haft en plan om, hvad jeg ville, hvis jeg fik frie tøjler og det føltes sygemeldingen som om. Jeg havde udset mig et kursus på en daghøjskole, hvor man arbejdede med krop, psyke og det at finde ind til den vej, som skulle være ens karriere vej fremover. De bad mig drømme stort. Og det første bud fra mig var et job i Jyske bank.

Min vejleder sagde, at jeg ikke havde drømt stort nok. Han sendte mig hjem og bad mig drømme så stort, som jeg overhovedet kunne. Jeg kom tilbage næste dage og sagde, at jeg ville være stylist. Jeg ville se på den enkelte sjæl, hvad der var deres største styrker og fremhæve dem med det rette tøj og de rigtige farver. Inspirere andre til at se ud af boksen og se dem selv som smukke – ligesom de er.

Jeg fik hans fulde opbakning, men stylist vejen kunne ikke godkendes. Men det kunne en uddannelse som model konstruktør på TEKO gør. Jeg blev optaget og gennemførte 4 årig uddannelse, hvor jeg dagligt skulle være til forelæsninger og være i klassesammenhænge, hvor jeg om nogen følte mig anderledes og min angst blev tricket. Jeg var overvægtig og jeg var meget ældre end mine klassekammerater. Men jeg gjorde det. Jeg var sååå stolt af mig selv og følte mig levende.

Da jeg var i en kort praktik inden studie start, så kan jeg huske, at jeg sagde til min eksmand – jeg kommer til at gennemføre studiet og finde et job. Jeg kommer til at være der i 2 år, og så sker der noget helt vildt. Så jeg gennemfører studiet med gode resultater. Jeg mødes igen med mobning fra nogle af mine klassekammater, men jeg er mere ligeglad. Jeg får tilbudt 5 jobs, da jeg er færdig og vælger jobbet der, hvor jeg har den bedste følelse af at blive set af min chef.

Da jeg starter på jobbet, så er det som om, at jeg føler, at fængselsdøren lukker omkring mig. At min sjæl skriger af at skulle være i et job igen. Men jeg udfordrer mig selv og bliver mere og mere tryg. Jeg glædes over at skulle lave tøj og med min viden omkring kvindekroppen at være med til at skabe tøj, som får kvinder i alle størrelser til at føle sig godt tilpas i det tøj, som produceres der.

Til min store skræk, så er der sååå meget fokus på kroppen. Med det at kunne passe en størrelse 38. Der er en meget hård tone i firmaet og mens jeg arbejder der, er der ind til flere fyringsrunder og hver gang tænker jeg – hvorfor var det ikke mig? Giv mig min frihed tilbage.
Designchefen er så sød at stikke mig små hæfter fra dameblade omkring sukkerafhængighed og vægttab, selvom hun selv har et meget usundt forhold til vin. Men jeg tør ikke sige noget.
Efter 1 år som modelkonstruktør i 2011 er jeg et sted, hvor min angst igen larmer. At jeg ønsker at flygte. Jeg lever for at overleve. At al min tid går med arbejde. At jeg ikke føler mig set og anerkendt.

Et lys i mørket

Det er lige netop der, at jeg igennem min søster hører om en klog kvinde Jonnya. En kvinde, som man kan sende en mail til med 5 spørgsmål og hun skal bare kende mit fornavn. Jeg formulerer spørgsmålene og sender dem afsted i al hemmelighed. Da mailen lander i min indboks, så ved jeg, at denne kanalisering kommer til at ændre mit liv. Jeg har spurgt til min angst. Til om jeg er doven af natur, siden det at arbejde er så svært for mig og om min hudsygdom vitiligo kan helbredes.

Hun er meget klar og tydelig. Jeg har angst, da jeg igen gør noget, som strider imod hele min sjæl. Og jeg kan kun selv mærke hvornår jeg får nok af nok af nok af nok.

Og hun skriver, at jeg har valgt en helt forkert retning jobmæssigt, men der er ingen svar på, hvad retning, som jeg skal gå. Jeg tør ikke skrive tilbage til, men efter nogle måneder stiller jeg atter nogle spørsgmål til hende. Det ender med, at jeg starter på reiki 1 og 2 i år 2012. Jeg føler mig forkert med reiki. En del af mig elsker regler og rettesnore, men noget indeni mig siger fuck. Hvorfor skal det være så fyldt med regler det her healing. Min kollegaer på jobbet er meget nysgerrige på min rejse og jeg har flere på venteliste til fjernhealinger, da jeg ikke tør have nogle på briksen foran mig. De fortæller de vildeste ting og får det så meget bedre. Jeg tænker nogle gange – kan det virkelig passe at lille mig kan gøre disse ting for andre ved at heale.

Jeg får mere blod på tanden og vælger efterfølgende at tage en uddannelse som krystalhealer. En uddannelse, hvor jeg udelukkende skulle arbejde med udvalgte krystaller ud fra min intuition. Så ingen regler eller rettesnore og det var virkelig angstprovokerende for en regelrytter som mig. Den strikse bankdame, men heldigvis overrulede min sjæl mit ego. Og det var et dybt transformerende personligt forløb for mig.

At sige ja til at blive shaman
Derefter at gå i shaman træning hos Jonnya. Da jeg skal tage en beslutning omkring, om jeg vil i shaman træning, så går mit spørgsmål på igen og igen. Hvad kan jeg bruge det til? Jonnya siger, at man kan bruge det i sit job, i sin familie og også have klienter. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på min fødselsdag og stillede netop dette her spørgsmål. Men kan man ikke bare være shaman og leve af det? Så der begyndte min kraft at brage igennem og hun sagde ja. Det kan du. Men der er kun få af mine elever, som har gjort det fuldt.

Efter første modul på shamantræningen så vidste jeg – at jeg skulle sige mit job op. Jeg ventede utålmodigt på, at min øverste chef skulle komme tilbage fra ferie, så jeg kunne sige det direkte til hende. Jeg frygtede reaktionen. Hun sagde tak og jeg undrede mig. Hun sagde, at fra dag 1 vidste hun hvor særligt,at jeg var. At hun kun ville have mig på lånt tid og hun var så taknemmelig for de 2 år, som jeg havde været der og hun vil aldrig glemme mig.

Fra min opsigelse har jeg faktisk kunne leve fuldt ud af at sælge krystaller og arbejder med mine evner. Noget som jeg takker Universet for hver dag. Jeg trives ved at være min egen chef og udelukkende at sælge og leve efter mit hjerte.

Shamantræningen er en vækkelse af mig og mine evner på et plan, som jeg aldrig har følt var muligt. En rejse som fik mig til at tage mig selv og mit kald alvorligt. En rejse, som forbandt mig med min sande essens og autoritet. En rejse, som fik mig til at gå fra offer til et helt menneske.

Jeg har altid troet på mirakler og at alt kan kureres og det har mine mange år som healer vist mig. Jeg fik selv at vide af lægen, at jeg ikke kunne få børn, men jeg er blevet velsignet med to unikke døtre, som jeg fik helt naturligt.

For 17 år siden skulle jeg på ferie med min familie og mine forældre i Spanien. Op mod rejsen havde min yngste datter det meget skidt med falske strubehoste mm. Alt i mig skreg indeni og jeg ville aflyse ferien. Men lægen, lægevagten og de andre i familien ville afsted og sagde, at varmen ville gøre min datter godt. Jeg går med til at tage af sted, selvom alt i mine celler stritter imod. Da vi har været i flyet i 30 minutter, så kan min datter lige pludselig ikke få vejret. Jeg går i panik. Alle omkring os går i panik. Og vi bliver sendt ud bagved. Det viser sig, at de faktisk ikke har ret megt, at de kan gøre udover smertestillende og sodavand. De sidste 2 timer i flyet føles som år. Da vi lander afleverer vi bagagen til mine forældre og bliver sendt til en international klinik, hvor min datter så mister bevidstheden. Hun var meget meget syg og havde hals og lungebetændelse og var meget sløj. Hun klarer den – heldigvis – men chokket i mig og det at jeg havde ladet andres mening overrule min stærke mavefornemmelse gjorde, at jeg næste dag begyndte at få hvide pletter på min ene kind. Et udbrud af den uhelbredelige sygdom vitiligo – som til sidste mange år efter havde gjort 70 % af min hud hvid. Noget af et statement på min krop og også en af grundene til, at jeg valgte at gå healingens vej. For min tro på mirakler og helbredelse er urokkelig. Igennem dybe healinger, indsigter, hjælp fra oplyste sjæle, som ved en masse om helbredelse, kost mm – så er min hud begyndt at få farven tilbage. Jeg jubler hver dag ved synet af, at min rejse ind mod min kerne, min kraft, min visdom og urokkelige tro – der har Universet vist mig, at min styrke, min tro, mine indsatser og stolen på, at mirakler findes – at så sker det, som ingen har sagt var muligt for mig. At min farve kommer tilbage.

Min angst kan larme engang imellem, men på ingen måde i den invaliderende grad, som jeg oplevede, da jeg gjorde alt det, som jeg troede som andre forventede af mig. Især en stor kostomlægning ifm alvorlig sygdom har fjernet den sidste angst i mig, da angst faktisk stammer fra en ubalance i maven, så mit liv er som transformeret efter den store omlægning af mit liv og min kost, som jeg lavede for 2 år siden.

Jeg taler min sandhed. Jeg tør vise verden, hvem jeg er. Jeg er tydeligt og derfor bliver jeg aldrig puffet til i den grad, som jeg gjorde før. Jeg mærker mere og mere tydeligt min kraft og kan nogle gange blive forskrækket over følelsen. Jeg er udelukkende styret af min intuition og mine clairvoyante evner er blomstret i takt med, at jeg siger mere og mere ja til mig selv og stoler på alle de indtryk, ord og indsigter, som Universet giver mig. Mine evner eksploderede, at jeg for 6 år siden mødte min universelle kærlighedsflamme Aron. Han har altid troet på, at jeg kan alt og har virkelig udfordret mig dagligt på det og han har altid haft ret. På et tidspunkt følte mig ego, at jeg skulle tage en clairvoyance uddannelse for at kunne kalde mig clairvoyant, og jeg følte mig lukket ned. For tæmmet og begrænset i min egen naturlige måde at sanse på, så efter 3 moduler lyttede jeg til mit indre og sagde nej tak. Uddannelsen var for meget teori og øvelse, men der blev slet ikke taget varer på det store traumer og følelser, som vækkes i mange sjæle, når de på ny skal arbejde med dybt forandrede egenskaber, som har givet anledning til traumatiske oplevelser i gamle liv. Så for mig så er det at uddanne andre i at heale ligeså stor en rejse indad som ud ad. Derigennem skabes et fundament af en styrke og autensitet, som det kræver for at stå med sit fulde aftryk i verden.

Jeg står fast forankret i den, som jeg er og det provokerer ofte især mænd. De skal komme med nogle meget underlige og utidige kommentarer men jeg har heldigvis lært af min sjæl – lige at stoppe op og tænke før jeg svarer og ofte stiller jeg et spørgsmål tilbage, når jeg mødes med den provokation. Jeg kan finde på at sige, hvordan kan det være, at du spørger om det? Eller hvor er det smukt, at vi to ikke enige.

Jeg er et meget kærligt menneske men også meget ærlig. Så i dag kan jeg kun sige min sandhed. Begynder nærmest at hoste, hvis jeg undlader at sige noget lige der, hvor guiderne vil have, at jeg skal sige min sandhed.

Jeg værner omkring den private mig og den offentlige mig. Jeg mærker aldrig ind med mindre, at jeg bliver spurgt og vil også helst undgå, at jeg skal være midtpunktet for en fest bare fordi, at jeg har nogle medfødte evner.